Leopold De Ruyter var en kendt og yderst velanset mand i Marienburg. Han var af en lang generation af toldere og ingen betvivlede hans navn og ære… ikke før en ung konkurrent besluttede at tage et nærmere kig på Leopolds bogholderi. I starten kunne Leopolds renomme opretholdes ved at man fra familien De Ruyters side spredte en antagelse om at slægtens overhoved var blevet gammel af dage og smådement, men der gik ikke længe før Leopold igen blev taget med hånden på de forkerte penge og denne gang faldt hammeren. Min farfar, Leopold og hele vores familie blev bandlyst fra vores hverv og stod nu uden penge, uden respekt og uden tag over hovedet.

Efter en intens kamp for at genvinde bare en brøkdel af det tabte tog min far, Johan De Ruyter Den Ældre mig, min bror og vores Mor med til Freiburg.

Bunden var nået. Vi sad på et lurvet værtshus i en stinkende rottebefængt skodhavneby, men det var alt hvad pengene rakte til. Jeg husker tydeligt den nat. Madrasserne bestod af en større andel kakerlakker end halm og valget af pude stod mellem en selvdød, halvrådden rotte, skallerne fra de tjæresmagende muslinger vi havde kaldt aftensmad eller det fugtige trægulv. Vi sad alle fire og deltes om varmen fra ét lille flammende vokslys. Den aften blev vi enige om; at nu kunne det heldigvis ikke blive værre. Og det er ganske korrekt… men det kunne SAGTENS blive bedre!

Og ganske rigtigt. Tiden gik og vores lille familie formåede at skabe et… nogenlunde liv i Freiburg. Det var dog tydeligt at min fars ambitioner ikke rakte lige så langt som mine eller min bror Maartens. Maarten havde ikke boet her længe før han faldt i god jord blandt Kobraens folk og særligt Sjakalen så et lys i det unge muskelbundt med den korte lunte. Nej Maarten var ikke just familiens spidseste dolk, men han slog en prober næve og delte gerne håndmadder ud til hvem end der var kommet i unåde på Sjakalens kro. Hurtigt fik han tilnavnet ’Doorman’, fordi han altid stod i døren til Sjakalens kro og han var berygtet i Freiburgs mere snuskede miljøer.

Jeg selv derimod var mere ordentlig, hvis jeg selv skulle sige det. Faktisk kunne Maarten og jeg nærmest ikke være større modsætninger. Han var en bølle der blot slog hårdere hvis han ikke fik sin vilje første gang. Jeg satte min tillid til loven og Svalens hårde justitssystem. Jeg ved ikke om det var farfars brøler der gjorde mig så låst på vigtigheden af retfærdighed eller om jeg så på de finere herrer i byen og drømte mig til, at jeg en dag ville ende som dem, hvis jeg bare fulgte reglerne og opførte mig ordentligt.

Da Von Raben begyndte at komme frem og blev et af de helt store taleemner i krogene så jeg en anden sandhed end den jeg kendte. Man kom ingen vegne hvis man ikke turde satse ind imellem. Det kunne jeg selv se på min fars situation. Retskaffenhed var ganske enkelt ikke tilstrækkeligt.

Jeg begyndte at komme mere på byens beværtninger. Skiftede gear og blev mere social. Her mødte jeg bl.a. Brion Perquin le Marcel som langt hen ad vejen kom fra den samme situation som jeg selv. Han var stålfast på at følge kaptajn Von Lövens eksempel og hæve sin families før så store navn, og det ville da være løgn, hvis jeg sagde at hans berusede prædiken ikke inspirerede mig på en måde. Men jeg vidste godt at løvens gunst ikke ville ramme mig i det hul, farfar havde gravet for familien dengang, så jeg var stadig en Svalens mand.

Dette ændrede sig dog brat den dag jeg mistede troen på retfærdigheden i denne by.

Jeg kom gående ned ad den mudrede gade en aften. Solen var for længst gået ned og lanternernes skær rakte ikke langt ind i gyderne, men selvom jeg ikke tydeligt kunne se, hvad der skete for øjnene af mig, var jeg ikke i tvivl. Min bror stod og sparkede ansigtet ind på én af Von Rabens garder. Han så mig ikke, for jeg vendte omgående rundt og fandt en anden rute hjem.

Maarten og Jeg var ikke altid enige om tingene, men for det meste havde vi alligevel hinandens ryg i tykt og tyndt. Så det var en svær beslutning for mig at vidne imod min egen storebror, men hvis jeg virkelig troede på et samfund bygget op af lov og regler var dette for meget til, at jeg kunne se igennem fingre med det. Så jeg gjorde det nødvendige og stillede mig op i en retssal og vidnede mod min egen bror.

…Problemet var bare, at dommeren fokuserede mere på freden mellem kaptajnerne end den enkeltes retfærdighed, så han købte ikke min forklaring og slog det hen som et forsøg på at opnå retten til min fars arv, når han engang ville gå bort.

Så selvom jeg havde stået frem foran min bror og dolket ham i ryggen blev han ikke dømt… Det er ikke svært at regne ud at det ikke var et populært træk fra hans perspektiv… Jeg holdt mig i hvert fald langt væk fra ham og hans slæng i tiden der fulgte.

Der gik dog ikke længe før min bror forsvandt. Det er jo ikke så unormalt når nogen krydser klinger med Von Rabens folk. Heller ikke her blev nogen dømt i sagen. 2:0 til selvtægt over retfærdighed.

Det var dagen, hvor jeg forlod Svanens idealer. Smuk tanke, skammelig praksis.

På min stambeværtning kom jeg ind samme aften og så Brion sidde i et hjørne og græde over et bord fyldt med tomme glas. Han fortalte mig historien om, hvordan han havde fejlet alvorligt i felten, men var blevet givet en ekstra chance af Von Löven: han skulle lede 1. fod på det kommende felttog.

Endnu engang lod jeg mig inspirere af hans snak om kaptajn Von Löven og jeg måtte sande at en tur i felten var en oplagt måde at få lidt afstand til min brors slæng, og så var det jo også en oplagt mulighed for at få navnet De Ruyter frem i lyset igen. Så vi blev enige om at prøve at sælge idéen til kaptajnen, at jeg skulle tage med som næstkommanderende for 1. fod. Mit hoved var godt skruet på, syntes jeg selv, og den militære erfaring skulle hurtigt komme, tænkte vi.