Freiburgs baggrundshistorie

Freiburg endtimes...

Del 1.

Nour vågnede ved et brag der rystede sengen, så hun rullede sidelæns ud af hendes seng mens der faldt murbrokker loft bjælker og bygnings vragdele ned om ørerne på hende.

Stadig omtumlet kom hun hostende og skælvende til knæerne, hendes krop rystede af adrenalin og hendes reflekser fik hende til at mærke efter over hele kroppen. Der var ingen alvorlige skader, ved Jeans nåde havde hun sluppet med overfladiske skrammer og rifter stadig rystende kom hun fra knæene op på benene stadig kun iført hendes natkjole og bare fødder kiggede hun først op mod det kæmpe hul i taget, og derefter kiggede hun sig rystende omkring.

Freiburg havde været under belejring i flere måneder og fordi dens befolkning alle havde en eller anden form for militær kendskab havde byen holdt til nu, dog hvor længe var ikke godt at vide.

Nour fik øje på den nærmest perfekte runde mortergranat der sad halvvejs gennem gulvet, efter at have knust hendes seng. Hun havde efterhånden vænnet sig til at sove med den konstante larm af eksplosioner som hamrede ned over Freiburg konstant, samt skrig, gråd og klagen i gaderne. Dommedagsprædikanterne prædikede dette som værende dagenes ende.

Dog forstummede larmen pludseligt, og en stemme kom frem af tågen i hendes søvnfordrukne sind. Det var en stemme der kaldte på hende med navn, og en rolig stemme talte til hende. Først i mumlen og uforståelig talen, men med ét blev stemmer klar. Nærmest på instinkt vendte hun sig mod døren og løb ned ad trapperne kun for at gribe hendes kniv og bælte på vej ud ad hoveddøren til den støvede hovedgade.

Ude på gaden så hun sig først til højre ned mod havnen og så til venstre op mod byporten. Idet hun fik øje på byporten hørtes der en høj knasende lyd, og i samme sekund splintrede byporten i et inferno af ild og træplanker som hvirvlede flere meter gennem luften.

Nour stod forstenet ca 100 meter fra byporten idet den blev knust, og sekunderne efter ramte trykbølge der blæste ned gennem gaden og væltede alle omkuld. ”OP! LØB!” en stemme gav genklang gennem Nours hoved, hun gned støvet ud af øjnene og sprang op på benene, hvorefter hun begyndte at løbe. I bare fødder løb hun ned gennem Freiburgs hovedgade. Over hende ringede klokken fra kirken, og omkring hende lød råbene ”byporten er faldet”! Som hun løb gennem byen, kom flere og flere mennesker væltede ud af deres huse mens de råbende og skrigende satte i løb ned mod havnen, væk fra byporten og indgangen til Freiburg.

”Hvad gør jeg!?” Nour tog sig i at kalde ud til stemmen for at få hjælp, Freiburg havde altid stået alene i Wasteland, uden allierede der kunne komme dem til undsætning og slet ikke engang nu, hvor der ikke længere kom emmisære fra Imperiet. Ikke engang deres nærmeste naboer havde givet lyd fra sig i lang tid, og himlen over dem var ildevarslende blodrød.

”Havnen, Havet!” Stemmen talte til hende og det var som om hun kendte den, midt i dette helvede og kaos, var det som en beroligende hånd der lagde sig på skulderen af hende, og fornyede hendes mod og en indre styrke!

Nour stormede videre med flokken af mennesker mod havnen, det var som om alle Freiburgere vidste hvor de skulle hen, Nour stoppede dog brat oppe for toppen af bakken der førte ned mod havnen.

Trods der ikke skulle være udsigt til tåge på denne solrige dag, var der en tyk dis på vej ind over Freiburg ude fra havet af. Med et kom begyndte et lys at glimte i tågen, og et håb tændtes i Nour. “Hjælp?!” Tænkte hun, med sine øjne fikseret på det tiltagende lys i tågen. Det var som et bål der brændte på vandet, og med et kom bålet til syne i form af en ildkugle. Den løftede sig højt op i luften og ind over land, passerede over hende slog ned foran den ødelagte byport. Ildkuglen eksploderede i en kaskade af flammer og ild så voldsomme, at den brune skare af angribere der var stormet gennem den ødelagte byport, øjeblikket blev opslugt af flammehavet.

“Mærk Freiburgs velfortjente vrede!” Tænkte hun, inden hun satte i løb ned ad bakken for at finde et skib hun kunne borde. Pludselig gled hendes fod ud på en brosten og hun mistede balancen, faldt forover og det næste hun mærkede, var et hårdt slag mod tindingen.

Der var med en sitrende fornemmelse og en dundrende hovedpine at Nour kom til sig selv. Alt var mærkeligt bedøvet men der var nogen der ruskede i hende ”Kom nu op på dine ben, jeg ved du er i live for helvede!” Nour kiggede op og så ansigtet af Sjakalen, iført hans velkendte spidse metal hat og brystplade, som smilede ned til hende.

”Se ikke så fjoget ud, kan du løbe så LØB!” Med et ryk trak Sjakalen hende op på fødderne igen. Hun var bag 1. Fods linje, deres stager var sænket og i voldsom kamp med en fjende der bestemt ikke så menneskelig ud. Orker, gobliner…? Rottemænd!? En sløret masse af kød og metal, som med stor aggression kastede sig på stagerne. Trods en betydelig indsats fra staklerne i 1. Fod, så overmagten ud til at være for stor, og 1. fod tabte grund, og trængte sig langsom bagud.

Nour forsøgte at stille sig oprejst, men hendes højre ankel kunne ikke bære vægten. Med ansigt fyldt med smerte udbrød hun et skrig og Sjakalen nåede at gribe hende før hun faldt helt sammen. ”Fint, du kommer med os. Hvad er dit navn?” Lød det fra sjakalen, mens de humpende bevægede sig til rytmen af regimentet, der skridt for skridt kom tættere mod havnen. ”Nour” fik hun fremstammet.

”Hold dig for ørerne Nour, JÆGERNE GÅR PÅ JAGT!!” Sjakalens ubehagelige rolige og smilende ansigt, og det pludselige råb, fik kun undren frem i Nour's øjne. Undren og fortvivlelse som blev blæst væk af en brølende savle af ild, der rev sig gennem den mur af fjender der pressede 1. Fod.

Effekten var stor, og i kampen opstod en stilhed og tåge af krudtslam som fik alle til at stoppe op og orientere sig. Gennem røgen kunne man se deforme og lemlæstede kroppe kravle i en sø af brunt blod og indvolde. Også de kroppe som ikke burde bevæge sig, bevægede sig stadig, og det var ikke bagud...

”1. FOD DRÆB!!!!” 1. Fod adlød Sjakalens ordrer og inden for få sekunder havde de smidt stagerne og trukket knive, huggerter og andet værktøj til at stikke og slå med, og nådesløst gav de sig til at stikke de stadig forvirrede fjender der kravlede rundt på jorden.

Nour kunne ikke undlade og mærke en smule fryd over den skade og lemlæstelse militsen påførte de invaderende fjender. De mange skingre skrig og febrilske forsøg på modstand stod ikke en chance fra de nådesløse knivhug 1. Fod udførte

”Sjakal... Dine mænd får jo vores Jägere til at se ud som artige alterdrenge, jeg er jo nærmest stolt over deres brutalitet!” Et hullet tandsæt kom til syne gennem den mørke gyde hvorfra salven var kommet. Frans kom grinende til syne da røgen fordampede, omkring ham stod resten af Jägerne som med mørke øjne og skæve smil trådte frem fra deres skjul i gyden. Uden at ænse Nour trådte de ud i gaden og hjalp 1. Fod med at færdiggøre det dystre arbejde.

”Frans dette er ikke tiden eller stedet for dette pjat vi skal…” Frans afbrød Sjakalens sætning og indskød ”Havnen? Ja jeg har også hørt stemmer i mit forstyrrede hoved”. Frans vendte sig mod samlingen af Jägere og de menige medlemmer fra 1. Fod. "Drenge! Søg mod havnen! Hjælpen er på vej!".

Nour fulgte humpende og støttende med Sjakalen og 1 Fod ned mod havnen, Jägerne løb forud for at sikre at vejen forud ikke bød på flere ubehagelige overraskelser.

Synet der mødte Nour da hun kom til Havnen var et chok. Overalt blev folk læsset på skibe, som en travl myreture summede det overalt. Der var en trykket stemning og det var tydeligt at mærke, at det var på grænsen til panik. Det eneste som holdt panikken tilbage var en store Kaptajn Von Löven der overså den store evakuering. Under striks instruktion blev unge som gamle, generelt alle Freiburgere der stadig var i live, beordret ombord i sikkerhed på et skib.

Mens dette virvar af mennesker forsøgte at redde sig selv, brølede en stemme gennem den overdøvende larm. ”Gør vej for Garden!” Nour vendte hovedet og fik øje på Kaptajnsgarden, den var smurt ind i blod, deres uniformer var flåede op og deres flotte rustninger smurt ind i blod og mudder.

I deres følge var Rådet og fortets beboer, ”Ufatteligt at de kunne kæmpe dem igennem oppe fra fortet. I var omringet!” Sjakalen så sammen med resten af 1. Fod måbende til da Garden passerede med hårde sammenbidte ansigter.

Nour boardede et skib med 1. Fod, De eneste der ikke gik om bord på et skib var Jägerne. På afstand så hun hvordan Kaptajn Von Raben fik øjenkontakt med Frans fra sit skib, Frans nikkede blot og vendte sig så mod sine mænd, som stadig stod på gangbroen mens skibene stødte fra havnen, med Freiburg brændende i baggrunden. Frans råbte noget til dem, men hans ord druknede i de tiltagende råb og skrig, fra folk som råbte fra deres skibe i advarsel. En fornyet fjende havde formet sig omkring Jägerne som de stod opstillet langs kajen, og det var tydeligt at se de var kraftigt i undertal.

Et sidste skib var ved at hejse ankeret som fjenden krøb nærmere. Skibet tilhørte Kaptajn Von Löven, hans våbenskjold vejede tungt over midtermasten, og på afstand kunne man se den stolte kaptajn ved rælingen, mens han hæftigt gav tegn til at mandskabet skulle skynde sig. Pludselig blev den indtægende larm på havet afbrudt af jægerne som med deres rug og slidte stemmer, tydeligt skar gennem det inferno som udspillede sig ved Freiburg's havn. ’’FOR FREIBURG, FOR FRELSE, FOR JEAN, FOR ÆRE, HIL JEAN!’’ Jägerne havde nu samlet på den sidste kaj for enden af havnemolen som strakte sig ud i havet i en spids. Bag tønder, vogne og tømmer, havde Jägerne taget opstilling for at modtaget deres uvelkomne gæster i hvad der skulle være en sidste gloværdig velkomstfest. Det føltes som om at Nour's verden nærmest gik i stå, mens hun så hvordan kampen udspillede sig inde på kajen. Kaptajn Von Löven's skib var på vej ud på havet, og den ellers så stålfast kaptajn stod med sin fjerpragtige hat, knuet til brystet mens han så mod kajen og det blodbad der nu udspillede sig.

Nour stod som forstenet mens hun så den galskab, Jägerne var notiske berygtet for, udfolde sig i hvad hun engang havde kaldt sit hjem. Det var hypnotiserende at se hvordan mennesker blev forvandlet til vilde dyr, når de stod med ryggen mod muren. Omkring hende tiltog jublen fra folk på de andre skibe. Noget var anderledes... Normalt når man talte om Jägerne var det sjældent med venlige ord, men de dette var med den ypperste respekt og ære. En rytme formede sig i deres jublen, og det tidligere folk af Freiburg slog over i sang, sangen om Freiburg, sangen om deres historie, som nu havde et ekstra vers de kunne tilføje.

Nour kiggede tilbage, og mens den nærmeste perfekte vind drog dem mod den tætte dis, brændte Freiburg bag dem. Det sted samtlige folk på de omkringliggende skibe havde kaldt hjem, et nådesløst hjem, men ikke destro mindre deres oprindelse og hjemstavn som for altid ville være et brændende ikon for et frit folkefærd.

I samlet flok drog Freiburgerne afsted, ud gennem disen for at finde et nyt sted de kunne kalde deres hjem. Men disen forsvandt aldrig... Den forblev

....

Freiburgerne blev denne dag reddet af deres helgen. Hans stemme vejledte dem i sikkerhed på deres famøse skibe, men med hvilket formål eller bagtanke var uvist... For selv Jean's handlinger giver ikke altid mening, især når man bliver efterladt i en verden af tåge. Uden mulighed for at navigere efter stjernerne, himlen eller sågar sol eller måne. Jean havde nok reddet sit folk, men holdt dem fastlåst i tågeverdenen, for kun at lade enkelte skibe slippe et par dage. Og når de så endelig dukkede op igen, var flere år passeret for folkene ombord på skibene. De berettede skiftende om en verden i forandring, en verden der var i opløsning og derpå slået i tusind stykker, for blot at blive genskab af selveste Sigmar. Sigmar genskabte verdenen med dragen, en fragmenteret, fremmed og kaotisk verden.

Over årene blev Freiburg til et søfolk, som altid dukkede op ud af tågen. På det åbne hav i tågeverdenen er de nu en samling af skibe der sejler, som en flåde i søgen efter ressourcer, der kan holde deres voksende befolkning ved lige. Med tiden er flere både blevet konstrueret, sådan at de kan kobles sammen og danne en midlertidig flyende by på havet. De 7 rådsskibe danner centrum for det flyende folk, og med de mere eller mindre ubetydelige både i yderkanterne.

Den almene Freiburger har ikke ændret sig meget, de er stadig de samme usle lejesoldater. Måske bortset fra at de er mere grådige end nogensinde før, grundet den konstante søgen efter mad, guld og en vej ud af tågen...

Del 2.

Det var som syre der brændte på den bare hud, og skarpe knive der langsomt trak sig op i mellemgulvet. Gaston var fastlåst i en fikseret position, uanset hvor meget han kæmpede imod kunne han ikke bevæge sig, han kunne ikke skrige. Han forsøgte at rykke sig væk fra smerterne, men grebet omkring ham blev blot strammere, jo mere han kæmpede imod. Det var som en varm klam ånde der ramte hans ansigt, som et bæst fra en anden verden. Han var magtesløs, og da en endelig var komplet udmattet, gav han efter og overgav sig til sin dæmon der grinte ham hånligt ind i ansigtet.

Med et sæt vågnede Gaston! Med en smertet krop rejse han sig op i køjesengen. Der var mørkt og køligt omkring ham, kun enkelte lanterner var tændt omkring ham, og fra bunden af skibet Isabella, kunne man høre de andre Freiburgere snorke tæt. "Den skide drøm igen." Velvidende om at det ville være håbløst at forsøge at sove videre, krængede han sine ben over kanten af sengen, og tog sit tøj og støvler på, og gik op i messen for at få sig lidt at varme sig på.

I messen fandt han Conrad Gausser og Guy de Roquefort , begge 2 personer fra Garden han havde en lang historik med. Guy's brede smil mødte Gaston, og Guy lignede et kort øjeblik som om han skulle til at sige en hilsen, men en kæmpe ræben kom over hans læber, og manden slog over i stort grin. Conrad himlede med øjnene over sin kollegas adfærd, og sagde kort: "Godaften Gaston, hvad bringer dem så sent til messen? Vagten forløber som planlagt, og der er som sædvanligt intet særligt at rapportere." Stadig udmattet af sin drøm, nikkede Gaston blot med sit hoved inden han satte sig ned ved siden af Conrad. Guy var allerede i færd med at hælde sin varme øl i svælget, og Gaston orkede ikke at snakke om sine drænende drømme. "Har i haft en god vagt?" spurgte han de 2. "Ja! Jeg har fanget mig en ål!" Udbrød Guy, og uden tøven smed han en død slimet søpølse på bordet. Den kække manøvre fik alle til at grine, og en varm stemning bredte sig i messen. Gaston fik sig en varm øl og lidt brød at tygge på, inden de 3 snakkede kort om tågen som blot havde intensiveret sig på det seneste. Ordre fra kaptajnsrådet sagde at alle skibe skulle holde sig sammentømret, man ville forsøge at undgå at endnu et skib ville forvilde sig ud i tågen, og derved sende besætningen i eksil, i hvad der nu blev anset om en parallel tidslomme.

Efter at ha' genvundet sine kræfter, rejste Gaston sig fra bordet for at gå op på dække og se hvordan verdenen i aften stod til. Det var stadig mørkt, og ved rælingen stod Brion Perquin le Marcel og Johan Harpertson De Ruyter. Hhv. enhedsleder og næstkommanderende for den deling af 1. Fod der var udstationeret på Isabella, skibet som Gaston var blevet udpeget til at styre, mens kaptajnsrådet fandt en erstatning for den forrige kaptajn, der på tragisk vis var gået bort. De stod fordybet i en fortrolig samtale da Gaston afbrød dem: "De herrer, i er sent oppe?". "Ja", svarede Brion, "jeg har haft en drøm på det sidste om jeg ikke helt kan ryste af mig. Det er en drøm om Freiburg fra før vi forlod den, og af en eller anden grund bliver Jean's stemme forvrænget til en hæs, og hvæsende stemme. Jeg kan ikke altid tolke hvad den siger, men jeg tror den prøver at advare mig.". Gaston svarede ham: "Det er aldrig nemt at tyde drømme, og i værste fald risikere man at bilde sig ting ind der blot er din fantasi som spiller dig et pus. Pas du hellere på du ikke overdriver dine fortolkninger, ellers kommer inkvisitionen bare efter dig.". Det sidste var ment som et humoristisk indslag for at lette stemningen, men hverken Brion eller Johan lod sig mærke af kommentaren. Samtalen døde hen i stilhed, og Gaston kunne mærke han havde ramt et emne, der nok ikke skulle snakkes mere om. Han bød dem begge en fortsat god aften, og fortsatte sin nattevandring ud mod agterstavnen hvor han forhåbentlig kunne være lidt alene med sine tanker.

Ved agterstavnen stod Frans og røg på sin pibe. Den krydrede duft af tobak ramte Gastons' næse, og det rolige hav i baggrund satte en næsten ikonisk scene. Et kort nik var nok til at udveksle en hilsen, der ikke behøvede mere formalitet. De 2 havde også en lang historik, både ved Garden, diverse togter, samt mange andre tossede missioner de var blevet sendt ud på gennem årerne. Mens de 2 stod med ryggen mod havet og mindes gamle dage, kom tågen uset snigende tættere på fra havet. Tågen var nu så tæt at den nærmest lignede en tyk grå mur. Tågen smøg sig om skroget på Isabella, op langs siderne mod stævnen, hvor skibet var fortøjet med tykke torv til det foranliggende skib. Som på kommando blev tågen rødlig, og uden den mindste lyd kravlede den røde tåge op af stævnen. Op mod de tykke torv, som trods deres tykkelse, øjeblikkeligt blev kappet over og faldt i ned mod havet, ned mod tågen. Havde et menneskelig sjæl set det, ville man forvente tunge plask fra de store torv som de ramte vandet, men ikke en lyd kom op fra den tykke tåge. Det var som om nogen havde grebet de torv der var faldet derned. Uden en lyd gik Isabella i stå på det åbne hav, med hele sin besætning ombord mens tågen lagde sig mellem dem og resten af de flyende folk...

Del 3.

Der var nu gået 3 uger, og Isabella havde ikke rørt siden Fabian Jakél tørt havde konstateret, mens han afladet sin morgenurin over rælingen, at fortøjningen til det foranlæggende skib var blevet kappet. Hvor længe de havde været kappet var ikke til at sige, for det var ikke forventet at nogen ville kappe så tykke torv, og især uden at en levende sjæl ombord ville bemærke det. Efter en kort rådslagning mellem Brion, Pier Von Löven (enhedslederen for den delegation af Gardere udstationeret på Isabella) og Gaston, konstanterede de at det nok næppe var en forvildet sjæl der havde bragt dem denne skæbne, men at der var større kræfter på spil. Det ville også gøre det nemmere at fortælle mandskabet, fremfor at begynde at sprede unødvendig frygt. Desuden var de skibe, som havde forvildet sig væk fra resten af det Freiburgske folk, jo for vane at dukke op igen, før eller senere, omend forældet og nogle folk færre. De besluttede at tålmodighed var det bedste redskab i sådan en situation, selvom deres forråd langsomt skrumpede ind.

På den 22. dag skete der dét som ikke var sket meget længe. Tågen begyndte at fortage sig foran Isabella hvor det åbne hav, himmel og skyer kom til syne. I et kort øjeblik stoppede alle på dækket, og så op mod det syn, de havde længes så længe efter. Dog tog det heller ikke det søfærdige folk lang tid at konstatere at noget var helt galt. På himlen var en af månerne slået itu, og lignede nu hvad der mest kunne beskrives som en tallerken i tusind stykker, og uden at udveksle et eneste ord, kunne alle ombord på Isabella sanse at noget var helt skævt med verdenen.

Trods en verden der ikke lignede sig selv, fandt Freiburgerne sig hurtigt hjemme på det åbne hav. Regn fyldte deres vanddepoter, og forrådet blev fyldt af friske fisk. Mandskabet kom hurtigt til live, og så sig nærmere frelst end som de arme stakler, der var blevet efterladt af deres flyende frænder. Det var først på den 31. dag at deres tilværelse tog en drejning.

Om natten kom en stemme til Goston og talte. Stemme var rug og fremmed, men alligevel lyttede han. "En aftale er en aftale..." Hvæsede den. Gaston var forvirret, men stemmen fortsatte: "Tag flokken mod vest, der venter min udsending... Følg ham og gør mig... Stolt." Sagde stemmen eftertænksomt inden den forstummede og efterlod Gaston endnu mere forvirret end før... "Hvad var det?" Tænkte han til sig selv... "Eller nærmere, hvem var det?". Han måtte have et svar, og uden tøven gik han til messen, for igen at varme sig på en øl, og et saltet stykke fisk, for at samle sine tanker.

I messen sad Lucas Curie, og de 2 søskende, Klement og Sigrid von Bergen, og spillede terninger mens de ivrigt snakkede om den nye verden der havde åbnet sig foran dem. Uden at tage sønderlig hensyn til deres samtale, satte Gaston sig ned foran forsamlingen som alle rettede deres opmærksomhed mod den pludselig ankommet officer. "Blev siddende." Sagde Gaston hurtigt, inden han tog sig en slurk af sin øl. Hurtigt fortalte han hvad han havde hørt, og ventede ivrigt på et svar der ville dulme hans sanser. "Ved Jean!" Udbørd Lucas: "Det jo ingen ringere end selveste Jean som taler til dig!". De tog søskende stemte hurtigt i, og alle 3 var enige om at ingen andre end Jean ville guide dem mod nye horistonter, og højst sandsynligt, den mission som nok var dem påfaldet. Gaston, stadig fortumlet over den forvirrende drøm, begyndte at se et mønster udforme sig. Selvfølgelig måtte det jo være ingen ringere end Jean som havde guidet dem i denne retning, og nu var deres mission klar. De måtte søge mod vest, og mødes med Jean's udsending.

Den næste morgen havde de allerede stukket kursen stik vest, og ikke engang 2 dage senere så de land i horisonten. Da de nærmede sig kysten så de en mørk skikkelse ventende på en sort deformet hest. Den dampede som havde den reddet i flere dage i træk, dog var der ikke styggen af sved henover ryggen. Dens øjne var flammende røde, og af en hest at være var den unaturlig rolig. Med uro i maven, sendte Gaston Karl Ashildr, og en sens andre folk, afsted mod land for at møde den mørke skikkelse. De vendte hurtigt tilbage med besked om at skikkelsen kun ville snakke med Gaston. Lidt modvilligt lod han sig sænke ned i jollen og roede mod land. Stikkelsen var nu stået af sin ganger, og mødte Gaston på sandet ved haven. Inden Gaston nåede at sige noget, kom det fra skikkelsen: "I skal følge med mig... For... Jean...". Den rug stemme lød bekendt, som i drømmen, men dog anderledes forvrænget og i et tonefald som kun gav anledning til fortrolighed. "Det må være den rigtige." Tænkte Gaston til sig selv, og med en fornyet tro, kunne han mærke en ny styrke gstrømme gennem sin krop. Følelsen var sensationel, smertelig men sensuel... Helt fredfyldt og beroliende. "Sådan en følelse kan kun komme fra selveste Jean." Tænkte han til sig selv, inden han vendte sig mod skibet, og gav tegn til at de andre skulle komme i land. På forhånd havde han aftalt med Bryon og Pier om at stille 2 enheder, 1. Fod og Garderne, med følge, som skulle følge med denne fremmede skikkelse til deres ukendte skæbne.

Da hele detachementet var opstillet på standen, gav Gaston ordre til at resten af følget skulle følge med skikkelsen. Selv ville han gå ombord på Isabella, og sikre at skibet lå sikkert forankeret indtil detachementet vendte tilbage. Gaston vendte sig mod Brion og Pier, og udnævte i sit sted Pier som ansvarlig for deres sikkerhed, og fik ham til at love at han først ville vende tilbage når deres mission var fuldført. Med klarhed i sindet vendte Gaston sig mod den fremmede skikkelse med meldte kampgruppen klar til afgang. Skikkelsen vendte sig mod forsamlingen og trak sin hætte ned. En høj mørkhåret og skægget mand så på forsamlingen og sagde: "Follow me, people of Freiburg. I'll be your guide from now on. You can refer to me as The Lost Sorcerer... Jean speak through me and I am your friend... For... Jean...".

Med dette sagt, vendte han rundt og sadlede sin ganger. "Fremad." sagde Pier, og gruppen satte i march efter deres nye overhoved. Ikke længe efter ankom de til en lejr, en lejr som ikke helt var som forventet. I lejren var "folk" af forskellige typer og former. Men et slør lagde sig over dem, og for Freiburgerne lignede de blot mennesker som havde lidt en uheldig skæbne, med deres deformiteter og unaturlige snak. Stadig opmunteret af at være særlig udvalgt til at fuldføre Jean's mission, slog Freiburgerne deres lejr op, og ventede tålmodigt på hvad der skulle ske...