Siden Sidste Krigstogt

(Freiburg)

Hæder er for fede rige mænd!

Freiburg er en by der siden sin genfødsel under folkets gud Jean Le Fier De La Mer har nydt fremgang om end det er i langsom snegle fart en millimeter ad gangen, en fremgang der ikke har været uden dens modstand.

Modstand som da helveds året indtræf med sprængning af et børnehjem, intern religiøs borger krig osv. Selv dette formåede Freiburg og dens kaptajns råd at vende til det positive ved at bruge det afskum der kaldtes Jägerne til at brænde røve og plyndre rigdomme hjem til Freiburg i krigen mod Nuln.

 Fremgang som da Første fod første gang drog ud og fik Jean anerkendt som gud i kejserriget, for derefter at kaptajns rådet kunne etablere handels aftaler gennem den Freiburgske omlæsse havn, med bedre og billigere handelsruter til Bretonia og Araby ja selv Norska var pludselig en mulighed at få vare fra, trods en forbandelse over første fod regimentet gav det rigdom og sikret velstand til Freiburg.

Denne fortælling er ikke sådan en…

Denne fortælling handler kun om Freiburgs ulykke og intet mindre et fald i velstand, et fald i status…

Fortællingen starter med et nederlag, nærmere Ostlands nederlag, ganske givet havde Freiburg ikke sluttet sig til den Ostlandiske hær så havde nederlaget for Ostland kommet før.

Den Freiburgske delegation anført af selveste Tyra der i Jean Philips navn valgte at agere hæderligt og anstændigt, dette viste sig at være den Freiburgiske delegations fald.

Det Averlandske tilbud til at skifte side og slås for den langt rigere landsdel Averland og derved score dobbelt soll blev afvist for noget så banalt som ære.

Dette resulterede i den langsomme død af den Ostlandske hær uden yderligere betalinger til Freiburg og resulterede i den efterfølgende hungersnød og armod i Freiburg, den ellers ville have været undgået.

Jean Philips æres kodeks kan muligvis betyde Freiburgs eminente undergang, medmindre der findes en anden indkomst snarest!

Freiburgs gader:

Mühlen Dörfer humbede langsomt men sikkert hen mod sin hoveddør.

Lyden af brændende huse der faldt sammen og skrig fra kvinder og børn i gaderne af Freiburg, skar i den gamle Garders hjerte, Hr. Dörfer måtte dog sande at han, trods hans fortid som garder for Jean Philip, nok ikke var i stand til at yde meget anden hjælp end at låse sin dør op og lukke banditterne ind i hans forretning.

Han vidste hvad dette var, han havde set optakten til det i gaderne, de hadske øjne der vendte sig udad fra ghettoerne, de vrede taler der blev holdt på gadehjørnerne, ligene efter nattens tragiske stigende brutaliteter. Som en af børnehjems garderne var han ikke vokset op naiv, trods hans foragt for situationen vidste han nøjagtigt hvad dette var, han havde rejst, hans arbejde bestod i mange år af hans alt for lange liv af at udnytte og drive rov på disse situationer, til ”ÆRE” for Freiburg.

Dette var en rensning af de svage i Freiburg dem der ikke kunne forsvare sig selv, måtte falde for dem der kunne, det ville ikke stoppe før Freiburgs afskum af bander havde fået nedbragt mængden af munde der skulle fodres eller skaffet nok til at deres egne ikke gik en sulten vinter i møde.

Hr. Dörfer kiggede op på flettelien som hang over hans hoveddør ”Jean lad denne gamle mands sidste offer være det sidste der er nødvendigt for at stilne disse usle slangers glubske hunger” bønnen faldt fra hans læber som en hæs hvisken, mens han skælvende løftede det første store tømmer der boltede hans lille butiks dør mod kriminelle indtrængen, de gamle skælvende hænder slog en efter en de 4 skydelåse fra som var tilføjet rundt i kanten af den tunge massive egetræs dør, alt imens han mindedes en tid ved fronten som en ung mand, der nådesløst brændte en kro ned fyldt med levende mennesker, efter hans regiment sammen med de fordømte Jägere havde tømt alt af værdi fra kroen, skrigende skar gennem hans gamle knogler, skylden sad dybt i hans gamle sjæl.

Gad vide om hans elev Guy De Rocke Ford ville komme sikkert hjem igen, denne gang kunne han nok ikke få lov til at besøge og overnatte ved mester, når han havde fået for meget hos sjakalen og konen ikke ville lukke ham ind.

noget vådt samlede sig i øjnene på Hr. Dörfer, BAAH! Skulle han nu til at blive sentimental på sine gamle dage, sådan en omgang PIS det er kun for svage mænd med slatne pikke og grimme kællinger med flade hænge patter! Han var Garder af Jeans Ære han havde tjent sin tid for sin by elsket en kvinde og dræbt for guld, alt så Jean og Freiburg ville bestå!

Hr. Dörfer flåede det sidste tømmer der boltede hans dør af og smed det tværs igennem hans lille lokale, hans tænder kom med en skærende lyd af vrede før han til sidst satte hans dør på klem og vendte den rykken mens han langsomt og humpende, nærmest afkræftet greb en stol og trak den hen til disken i hans lille forretning.

Han satte sig til rette på stolen og trak en lille syl der fint passede ind i hans håndflade, derefter vred han sin gamle slidte ryg rundt for at få fat i hans armbrøst der hvilede sig roligt på disken i hans lille fine butik.

Han satte armbrøsten til rette i hans gamle slidte hofte og med hans tørre læber pustede han lyset fra hans lanterne ud, han mærkede en sitrende gnist han ikke havde følt i mange år komme over ham spænding bredte sig i hans gamle krop.

Hr. Dörfer sad stille i mørket han var en gammel mand, han havde tjent godt og i nat var en fin nat til at betale sin sidste gæld til Jean.

Hr. Dörfer sad lydløs ikke en muskel fortrak sig på ham end ikke engang da 6 fakler ude fra gaden kom nærmere i mørket, ”rolig nu din Gamle rotte, du er ikke blevet så gammel ved bare at smide dit liv bort” ordene faldt stille fra hans læber som et træk der glider langs gulv bredderne

Hr. Dörfer ventede indtil han kunne se den første fakkel i døråbningen hans øjne mødtes med en ung mand, han var vel 14 somre gammel han havde brun hud og brune øjne hans lange slange krøller hang ned langs kinderne og der var blod på både han sorte skjorte hænder og ikke mindst den tømrehammer han holdt i sin anden hånd ”velkommen til min forretning Slange” Hr. Dörfer smilte bredt mens drengen forgæves begyndte at skrige et skrig der blev hængende i drengens strube, bolten fra armbrøstet ramte den unge mand lige igennem hans venstre øje og den knasende lyd fra kraniet skar gennem rummet da den trykkede sig ud af baghovedet på det tynde ranglede beskidte gadedrenge kardarver.

Det våde bump fra drengens krop da først hans knæ ramte gulvet, der allerede var vædet i hans blod for derefter at blive fulgt op af den klaskende lyd da hans forvredne ansigt der slaskende splattede ned i pølen på gulvet i en blanding af hjerne masse og blod ud over plankerne i butikken.

Hans 5 venner kom væltende ind, den ældste kiggede ned på hans kompagnon med en blanding af vrede og forfærdelse, han vendte hurtigt blikket mod den gamle Hr. Dörfer.

Et fnøs kom ud af Hr. Dörfer, de lignede alle den første ranglede uvidende gadekryds med ingen respekt for de liv der drev Freiburg fremad.

Hr. Dörfer kendte denne unge rebel, som ledte disse slanger, mere end en gang havde denne knægt fået stokken over hans lange fingre inde i hans forretning, han tog aldrig rigtig ved lære af det.

Hr. Dörfer kiggede ned på den unge dreng på gulvet med et suk lod han armbrøsten glide til jorden, han hadede virkelig at tage unge menneskers liv, det virkede virkeligt som spild for ham dette liv kunne have givet Freiburg så meget mere med den rette investering og viden kunne denne knægt have tjent sig selv hjem tifoldigt, før han havde fundet sit endelige på en slagmark i et fjernt land.

Ack sket er sket, hans blik gled koldt og følelses løst op mod de unge bøller der stadig stod som frosset i hans forretning ”Lad mig gætte i havde regnet med at finde en gammel bange mand der lå i hans seng og rystede ikke sandt?” Det hårde blik fra den gamle garder borrede sig på skift ind i øjnene på de resterende 5 drenge i hans forretning. Den ældste af drengenes blik blev hårdt og vreden spredte til hele hans ansigt.

Banden på de 5 drenge bevægede sig nærmere mens de spredte sig ud omkring ham som et glubskt ulvekobbel på en kold vinternat.

”I tumper! Har millitsen ikke lært jer at man skal holde linjen?” Hr. Dörfer sprang fra hans stol mod den nærmeste af de unge mænd, drengen trak i chok over den pludselige bevægelse bagud, men det var for sent den gamle mand ramte ham som et næsehorn og væltede ham omkuld på gulvet, der var skrig fra den lille krop han kæmpede imod mens den gamle mand gentagne gange lod sylen køre ind og ud af knægtens hoved, armene flakkede i afmagt rundt de nu 4 andre slanger stod som frosset over brutaliteten og den nådesløse slagtning for ikke at nævne det ekstremt morbide syn af en knægt på max 13 få stukket en syl gentagne gange igennem kinder, øjne, næse den ene af de unge drenge blev lig bleg og han faldt til sine knæer, der spredte sig dunsten af pis i den lille forretning som den lille krop under den gamle Garder gav efter.

Hr. Dörfer smilte til lederen af slangerne blod og øjenmasse splattet ud over ham med et forvreden smil ”Er det alt slangen kan byde på, en gammel enhjørning har lige stampet orme flade og han kan intet gøre.” Hr. Dörfer lod et nærmest manisk grin fylde hans lille butik.

Grinet blev slukket da der kom et hult bump da lægtehammeren ramte tindingen på Hr. Dörfer, hans krop gik omkuld på gulvet.

Hr. Dörfer kiggede omtumlet rundt fra gulvet han forsøgte at få sine hænder ind under sig til at støtte ham, lyden af gråd og synet af tårer, en ung mand der sidder med sin faldne broder i armene mens tårerne væltede ned ad kinderne vakte minder inde i den gamle Garder ”Rockeford… UGH!”  det første spark trak ham tilbage til den virkelighed der udspillede sig overalt i Freiburg lige nu det blev afløst af flere og den gamle mand sank sammen igen, på det hårde kolde våde gulv, han lå i pis blod og hjerne masse, Jean tage det der var ingen bedre måde at gå på.

Ali og hans 3 unge slanger løftede den gamle mand op fra gulvet, blod pis og hjerne masse dryppede fra det gamle røvhuld.

Ali satte øret hen til munden på den gamle Enhjørning, han trak stadig vejret, godt!

En pludselig sviende smerte bredte sig fra Alis øre, skrigende væltede fra den unge slanges mund, den gamle mand vred sit hoved fra side til side og trak det pludseligt hårdt bagud med en knasende rivende lyd delte Alis øreflip fra hans hoved samt en stor luns hans øre.

”Denne… Enhjørning… er… KØDÆDER” Hr. Dörfer spyttede lunsen af kød ind i det blodige ansigt af slangen kendt som Ali, Hr. Dörfer grinte bredt, hans ansigt hævet end ikke kræfter til at åbne øjnene, havde han, det smil der bredte sig på den gamle mands læber, flød over med blod inde fra munden da nogle stumper af tænder klaskende ramte de tunge gulvbrædder.

Straks røg den gamle mand tilbage ned på det blodige gulv, og slangerne genoptog deres stampen og sparken, indtil Hr. Dörfer endelig efter flere minutters tæsk kunne forenes med Jean.

Det siges at det var en diset nat hvor Jeans skib Belladonna kunne ses i disen, ingen Kanoner kunne dog høres kun en svag smertende hulken af flere tusind grædende kvinder.

Jean kom for at hente sine faldne børn hjem den nat.